Skotland - fredag den 19. september 2014
Glenkinchie Distillery og Edinburgh City
Skotterne har stemt nej til uafhængighed. Vi andre stemmer ja til morgenmad og der er dækket fint op med et langbord til os alle 9. Ret hurtigt efter vi har sat os til rette, bliver der serveret mad til alle. Morgenmaden er måske ikke den mest fantastiske, vi har set. Men det er OK – og vi bliver mætte.
Nogle af os har travlt. Vi skal med en bus fra centrum kl. 9:15, så der er ikke tid til ret meget slendrian. Vi går ind mod centrum og går langs Princess street op til den restaurant, hvor vi bliver samlet op. Selskabet består af Hans Christian, Jens Peter, Lasse og mig selv sagde hunden. Vi skal altså lige have det sidste distilleribesøg med. Glenkinchie hedder det. Det er nærmeste distilleri i forhold til Edinburgh. Jeg besøgte det i 2000 sammen med en kollega. Dengang måtte vi tage en lokalbus ud til endestationen og gå nogle kilometer ude på landet, før vi nåede frem. Nu har vi den luksus, at vi kan sætte os i en bus inde i byen og blive kørt lige til døren.
En minibus ruller op foran restauranten og vi bliver de eneste morgenfriske gæster på turen. Efter en halv times kørsel ud gennem de østlige forstæder til Edinburgh, når vi frem til distilleriets indgang. Her ser det også ud til, at vi er de eneste, der skal på rundvisning men pludselig dukker der et større dansk selskab op og pludselig er vi mange.
Glenkinchie har en fin udstilling – et helt lille museum over whiskybrygningens historie og fremstilling. Jeg husker tydeligt en tegning fra mit sidste besøg, hvor der står noget i stil med ”9 years, 11 months, 3 weeks, 6 days, 23 hours, 59 minutes and 3-2-1 seconds” – en mand står klar, til at lukke op for en tønde whisky, der gerne skal gemmes i 10 år.
Før rundvisningen får vi den ejendommelige besked, at vi ikke må fotografere undervejs. Det har ikke været et problem på de andre distillerier. Jeg spørger ind til årsagen og guiden forsøger at binde mig en historie på ærmet om, at der er potentiel meget brandfare på et distilleri og bare et kameraknips, kan udløse gnisten. Ja, man siger, at skotterne er gode til at fortælle historier...
Glenkinchie kan ikke prale af, at være et specielt distilleri på ret mange måder, så jeg ved ikke, hvad de forsøger at holde for sig selv. Selve rundturen er ikke noget særligt, men vi slutter af med en lille ”Flavour of Scotland” smagning. Her smager vi forskellige whiskyer fra serien ”The Classic Malts”. Det er en række distillerier, der er gået sammen – og som repræsenterer de forskellige egne af Skotland. Vores guide bekendtgør i øvrigt, at serien netop er blevet fordoblet i antal distillerier. Toppen af smagningen er en ”Distillers edition” fra Talisker – mit favoritdistilleri for tiden! Sådan en flaske må jeg eje, selv om min rygsæk nok vil klage sin nød, når jeg forsøger at liste endnu en flaske ombord i den hårdprøvede sæk.
Vi tager afsked med de andre danskere og går tilbage til vores minibus, der kører os retur til Edinburgh. Her spotter vi hurtigt, at resten af selskabet er at finde på en pub i Rose Street (pubgaden i Edinburgh). Vejret er gråt med lidt småregn. Vi vælger at spise lidt tidligt frokost og finder et spisested, hvor maden viser sig at være tiptop. Det bliver til alt lige fra fish & chips til nachos, pasta og salatretter. Ingen har nogen klager at fremsætte!
Efter frokost er det Maries tur til at vise vej. Vi skal besøge Mary’s King Close – en by, der gemmer sig under byen i Edinburgh. Vi har læst om stedet i en artikel i Politiken og det lyder skørt. Men på et tidspunkt opgav man de små gader og byggede simpelthen ovenpå husene. Så gader og huse kan ses den dag i dag. Vi finder frem til startpunktet og køber billetter til førstkommende guidede tur. De siger til os, at det er et kvarter senere – men på billetterne står der, at der går 3 kvarter, før det bliver vores tur. Så kan vi lige nå en tur op til Edinburgh Castle, før vores tur starter. Turen ned i byen under byen bliver en anelse tynd kop the. Guiden, en ung pige, klædt i tøj fra 1700-1800 tallet, fortæller fint om livet i byen dengang men det hele bliver en anelse for poppet med dukker og levende billeder, der supplerer pigens historie. Det vil nok virke mere troværdigt, hvis det kun var pigens historie, der supplerer turen. Efter en lille time har vi hørt om de usle kår, man levede under i de små huse, hvor solen ikke var nogen daglig gæst. På et bestemt tidspunkt på dagen, var det kutyme, at man lukkede døren op og råbte et eller andet ud i gaden, samtidig med at man tømte toiletspanden ud på den meget skrå gade. Det kan ikke have været nogen fornøjelse, at skulle gå i gaden derefter! Pest og sygdomme var også en del af historien.
Efter sådan en omgang styggerier, vælger vi at gå tilbage mod vores egen bydel og se, om vi kan finde en restaurant, der har plads til os. Vi har ikke tænkt os godt nok om, for det siger nok sig selv, at det kniber med plads til 9 mand en fredag aften. Vi opgiver i første omgang og sætter os i stedet hen på den lokale pub med det gode IPA-øl. Men sulten nager og vi går på jagt i nabolaget.
Efter lidt søgen, dukker der en amerikansk restaurant op. Vi har en god steak i tankerne, så det må være et godt sted. Her har de også plads og vi sætter os ind og bestiller. I første omgang drikkevarer. Så begynder problemerne. Først har de ikke alle de drikkevarer, vi bestiller. De har ikke de øl, som står på kortet. Og da tjeneren (sikkert ejeren) hører, at vi vil have steaks, må han desværre meddele, at han kun har 2 bøffer tilbage. Så stopper festen altså. Man kan ikke have en stor restaurant i Edinburg en tidlig fredag aften, der allerede er løbet tør for det meste af det, vi bestiller. Så vi siger tak for i aften, drikker ud og forlader restauranten. Så kan han lære at handle ind, kan han!
Men vi er jo efterhånden blevet godt sultne. Vi prøver et par steder uden held og ender ved en Tuk-Tuk restaurant på hjørnet af den gade, hvor vi bor. Det er en fusionsrestaurant med mad fra flere steder i verden. Mexico, Indien og Thailand var bl.a. at finde på kortet. Her er stuvende fuld men personalet lover, at der bliver en plads til os i løbet af kort tid. Det bliver godtnok lidt længere tid end ”kort” men vi ender med at blive båset og får også bestilt en masse forskellige retter. Jeg må tilstå, at jeg er ved at være godt stegt – jeg kan også afsløre, at jeg ikke helt kan huske, hvad jeg fik at spise...
Så der var vist rigtig god basis for, at gå hjem i seng bagefter. Vi var lidt kede af, at det ikke blev den gode afskedsmiddag, som vi havde håbet. Tuk-Tuk var en larmende oplevelse – og der var vist ikke en god steak på menukortet...
